Morse Runner – en contest simulator
Dette program er til dig, som har brug for at forbedre dine færdigheder som operatør. For eksempel at træne dig op til at kunne deltage i en cw-contest og indtaste kaldesignaler samt rapporter på computeren.
Jeg har fundet et program, som er både godt og gratis, nemlig Morse Runner. Programmet kører både under Windows og Linux og kan downloades fra Afreet Software, Inc. Tak til VE3NEA Alex Shovkoplyas for at have udviklet programmet og for at stille det til rådighed som freeware.
Morse Runner kan simulere QRM, QRN, QSB, flutter og usikre operatører (LID). Man afkrydser bare de forstyrrelser, man ønsker, samt vælger hvor længe contesten skal vare. Det er valgfrit, om man vil modtage et enkelt kaldesignal af gangen eller flere på samme tid (pile-up). Når programmet kører, føler man virkelig, at man befinder sig midt i en contest, så realistisk er det! Når tiden er gået, vises de point, man har fået, samt eventuelle fejl, som måtte være i det indtastede.
Den eneste ulempe ved Morse Runner, som jeg kan komme i tanke om, er den mangelfulde dokumentation. Men hvis du afkrydser som ovenfor beskrevet, og dernæst vælger Run -> Single Call eller Run -> Pile-Up så kører det bare. Efter hver QSO, som afsluttes med at du sender TU, trykkes Ctrl + Enter for at gemme kontakten i loggen.
OZ1BXM Lars Petersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar