26.4.07

Billeder fra besøget på Skive telefoncentral

Her et par billeder fra rundvisningen på telefoncentralen i Skive den 23. april 2007.. Det var en interessant aften med stort fremmøde, hvor Karsten OZ1DMY viste rundt og fortalte om teknikken i enden af vores telefonledning.

Centraludstyret køre på -48V batteriforsyning. Der lades på batterierne via et ladekredsløb, der er forsynet fra det normale lysnet, eller fra en generator, hvis strømmen skulle smutte.

Generatoren står klar til at starte automatisk, hvis der skulle være udfald i det offentlige lysnet. Den vil så levere strøm til batterierne.

Vi ser dem tit når der bliver gravet i forbindelse med f.eks. vej eller bygge arbejde. De ligger næsten under ethvert fortov. Hvordan ser det så ikke ud i kælderen under en telefoncentral? Så kan man snakke om kabler og her er kun nogle af dem vist på billedet.

Her er kablerne på vej ind i rummet under krydsfeltet. De går lodret, igennem huller i gulvet, op til næste etage hvor krydsfeltet er placeret.

I krydsfeltet samles alle forbindelserne ude fra abonnenterne. Herfra forbindes de til det udstyr, som abonnenten får sin tjeneste leveret fra. Det kan f.eks. være et PSTN liniekort, hvis det er almindelig analogt telefoni eller et ADSL kort, hvis det er en ADSL forbindelse.

For at beskytte centraludstyret imod overspænding f.eks. et lyn, er der ofte monteret overspændingsbeskyttelse i form af gasrør i krydsfeltet.

En etage er fyldt op med høje rack som disse. De indeholder liniekort til PSTN (analog) og ISDN (digital) abonnenter.

I et hjørne af en anden etage er der flere rack med ADSL udstyr af forskellig fabrikat og alder. På billedet ses noget af det nyere ADSL2+ udstyr, som kan give endnu flere megabit til vores internet forbindelser.

På samme etage er udstyret til kabel-tv samlet. Det består lidt forenklet set af en samling små tv- og radio-sendere, der blev ”fodret” af nogle MPEG2 dekodere samt lidt antenner på taget. Herefter bliver kanalerne samlet i coax kabler, forstærket op og går ud via kælderen sammen med alle de andre kabler.

14.4.07

Besøg på Skive telefoncentral

Mandag d. 23. april, kl. 19.30 vil OZ1DMY - Karsten vise rundt i telefoncentralen i Skive. Hvad vi skal se, afhænger i høj grad af hvor langt ind Karsten's nøgle virker ;o)
Vi mødes ved bygningen, på P-pladsen bag biblioteket i Asylgade. Bliver der tid til overs, fortsætter "festlighederne" i klubben.

9.4.07

Video-klip "Introduktion til 80m aktivitetstest"



Den første søndag i hver måned, er der aktivitetstest på 80 meter. Først en time med CW og dernæst en time med SSB. Her gælder det om at kontakte så mange stationer som mulig og udveksle rapporter.

Martin OZ3MC, der har 24 års erfaring i 80m aktivitetstesten, fortæller her i videoen om hvordan testen er bygget op og hvordan han gør. Der vises også klip fra SSB timen, fra søndag den 4. marts 2007.

6.4.07

Rundvisning på BIRN

Torsdag den 19. april 2007 kl.1900 har Søren OZ5RX fra OZ9HBO arrangeret rundvisning på Birn jernstøberi i Holstebro.

Turen går gennem fabrikken for at slutte i kontrolafd, hvor vi håber, at der vil blive mulighed for et nærmer kik på røntgen-anlægget. Mødested er flagstangen ved indgangen, og du skal være der senest kl. 1910. Af praktiske oversager er der tilmelding, som skal være Søren i hænde inden søndag den 15. april, telefon efter kl. 16 60 89 88 46 / mail oz5rx@fenger-olesen.dk.